Rambøll – Arbejdsmiljøkoordinator er vært på byggeprojektet
Ole Melballe er ansat i Rambøll og arbejdsmiljøkoordinator på Nordfors’ etablering af ny ovnlinje 5 på kraftvarmeanlæg i Hørsholm, som er et tre-årigt projekt. Han fortæller her om at tage værtsrollen på pladsen.
Bygherren har en målsætning om nul ulykker på projektet, og Ole Melballe har som arbejdsmiljøkoordinator fået stort set frie hænder til at opfylde dette. For Ole Melballe handler arbejdsmiljøkoordineringen om at sørge for gode forhold og positiv stemning på pladsen. Det gør han dels ved at sikre gode skurforhold, som var på plads, inden byggeprojektet startede op. ”Det er vigtigt med pæne og velordnede forhold, for så føler håndværkerne sig velkomne”, forklarer Ole Melballe.
Byder håndværkerne velkomne
Ole Melballe påtager sig desuden en værtsrolle på pladsen. Ole Melballe møder ind allerede ved 6-tiden om morgenen, så han er en af de første på pladsen. ”Man får respekt hos håndværkerne, når man møder tidligere end dem. Og så er jeg her til at sige godmorgen og byde på bolsjer, som jeg altid har liggende fremme”, siger han. Håndværkerne skal nemlig forbi hans kontor, når de skal ind på pladsen. Vinduet står altid åbent, og så får de sig en snak om løst og fast. Derfor kender Ole Melballe håndværkerne ret godt og ved, hvad der rører sig på pladsen. Han har også øje på lærlingene og går i dialog med dem og deres lærlingesvende, så de får nogle gode udfordringer og en god oplevelse på pladsen.
Synlig problemløser
Desuden bruger Ole Melballe ca. 85 % af sin tid på at være ude på pladsen. Han sørger altid for hurtigt at reagere, når han bliver kontaktet med en problemstilling, og det er noget, som håndværkerne værdsætter. Ole Melballe er uddannet elektriker, og han giver gerne en hånd med, hvis der er udfordringer med de elektriske installationer. ”Vi håndterer store komponenter på projektet og har ikke meget plads at gøre godt med. Derfor er det vigtigt, at jeg hele tiden har styr på, hvad der sker på pladsen og kan anvise oplagrings- og parkeringsplads. Men folk bliver også mere tolerante, når de ved, at vi gør, hvad vi kan”, siger Ole Melballe. Han har et tæt samarbejde med byggelederen på pladsen om byggepladsens drift.
Det bedste i folk
Ole Melballe mener, at det i bund og grund handler om at behandle folk ordentligt. Det er sund fornuft. ”Jeg er altid rigtigt flink og tror på det bedste i folk. Men jeg kan også blive stædig, hvis arbejdsmiljølovgivningen ikke overholdes. Det skal den nemlig, og så må vi finde ud af hvordan”, forklarer han.
Resultatet af arbejdsmiljøkoordineringen er, at håndværkerne er glade for at være på pladsen og ønsker at blive på projektet. Der er ingen brok, og arbejdet forløber lettere, fordi man agerer mere som et team end forskellige firmaer. Hans personlige tilgang giver ham lange arbejdsdage, men det har bygherren forståelse for. ”Det tager tid at arbejde med mennesker”, afslutter Ole Melballe.
Eksempel skrevet af BFA Bygge & Anlæg
Siden er oprettet 1. oktober 2017
Siden er ændret 17. marts 2018